Dansk professor forbløffes over sejlivede myter om plastik i havet

Det er DTU Professor Torkel Gissel Nielsen der dagligt svarer på spørgsmål om plastik i havet, der i efteråret overfor pressen undre sig over de insisterende gentagelser af udokumenterede påstande omkring plastikforureningen i havet.

• Strande fyldt med engangsvandflasker og klipklapper
• En død hval med over 20 kg plastik i maven
• En søhest, der svømmer afsted med halen snoet om en vatpind

At plastikaffaldet i havet generelt er et miljøproblem, er forholdsvist nemt at forstå og den danske professor i biologisk oceanagrafi Torkel Gissel Nielsen ved DTU Aqua, har da heller ikke i sin mere en 30 år lange karriere som havbiolog, se en så stor og udbredt samt årelang enighed, på tværs af partiskel og politiske overbevisninger og landegrænser, omkring plastikproblemet i havet. Det har samlet folk i en sjælden enighed.

»Men gør det plastik til vores største miljøproblem?« Spørger han efterfølgende og i så fald, hvor er evidensen?
Hvor er den dokumenterede kendsgerning, der kan understøtte denne påstand. Den mangler desværre og istedet er debatten mere styret af folks følelser og ikke så meget på kolde fakta. Der mangler i denne debat helt basal viden om plastik i havmiljøet Som:

• Hvor meget er der
• Hvor er det
• hvad sker der med det
• hvilken effekt har det på livet i havet og på mennesker

Der foreligger på nuværende ikke svar på alle disse grund-læggende spørgsmål endnu og måske endnu mere opsigtsvækkende, så har ingen af professorens egne og mange undersøgelser ført til alarmerende resultater. Trods sit store arrangement i blandt andet undersøgelsen om udbredelsen af plastik på strækningen Danmark og Sargassohavet syd for Bermuda og heller ikke deltagelsen i analyser af fisk og vandprøver fra Østersøen, for at bestemme indholdet af mikroplast i begge dele, har heller ikke givet anledning til en forhøjet plastik-alarm.

I kraft af engagementet i det nye forskningscener MarinePlatic, der samarbejder med DTU, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Roskilde Universitet og Nationalmuseet, hvor målet netop er at indsamle og udbrede viden om plastik i havmiljøet, har istedet givet anledning til at understrege at visse påstande om plastik i havet er fuldstændigt usande og nogle blot udokumenterede.

Professor Torkel Gissel Nielsen henleder blandt andet opmærksomheden på:

Øer af plastik i havene

• Der findes ikke nogen øer af plastik i verdenshavene. Det er rigtigt, at der findes et antal større hvirvler, hvor havstrømme øger koncentrationen af både store og små stykker plastik. På DTU Aqua’s togt til Sargassohavet syd for Bermuda i 2014 sejlede vi igennem den nordatlantiske hvirvel. Vi så ikke en plastik-ø. Vi mødte kun et større stykke plastik ca. hvert andet minut. Vi tog vandprøver og undersøgte det for mikroplastik, og her fandt vi mellem 0,1 og 0,5 mikroplastikpartikler pr. liter havvand. Det er ikke særlig meget. Det er dog stadig et tegn på, at mennesket har formået at sprede plastik til omgivelserne. Andre internationale undersøgelser har fundet plastik i verdens dybeste oceangrav, Marianergraven, og så langt væk som i pingvinkolonierne på Antarktis. Det er i sig selv bekymrende. Så det burde ikke være nødvendigt at benytte falske oplysninger om plastik-øer for at få folk til at være opmærksomme på problemet.

Hvaler spiser plastik og dør

• Det er rigtigt, at der er fundet døde hvaler med plastik i maven. Men det er jo ikke ensbetydende med, at de er døde af plastikken. Vi ved ikke, hvorfor hvalerne er døde. Det kan være, at de var syge eller gamle. Selvfølgelig skal der ikke være plastik i deres maver, men vi kan bare ikke konkludere, at de er døde af det. Til gengæld er det veldokumenteret, at andre større dyr som havskildpadder og havfugle kan tage skade af at spise plastik. Vi ved ikke, om mikroplastik i de koncentrationer, vi finder i havet i dag, påvirker mindre dyr som plankton og småfisk. Engelske forskere har for nylig vist, at mikroplastik kan påvirke havdyrs vækst og forplantningsevne negativt. Men det er vigtigt at notere sig, at deres forsøg blev lavet med en koncentration af mikroplastik, som var mellem 10.000 og en million gange højere end den koncentration, vi har i havet i dag.

Fisk bliver uspiselige

• Der er fundet plastik i fisks maver og tarme. Uanset hvor du fanger fisk, om det er i Kattegat eller nede ved New Zealand, så vil der være et lille stykke plastik i tarmsystemet hos mellem 10 og 50 pct. af fiskene. Men vi ved ikke, om det har en betydning for fisken som fødevare. Vi har påvist, at mikroplastik kan passere gennem dyr og blive udskilt igen med afføringen. Det samme sker for mennesker, for plastik passerer ikke tarmvæggen. Men vi ved ikke, om det er tilfældet for nanoplastik, og vi ved heller ikke, om de kemikalier, plastikken kan transportere med sig, udgør et problem. Vi kender med andre ord ikke de sundhedsmæssige konsekvenser af plastik.

DTU skriver blandt andet om mikroplastik
Mikroplastik kommer fra slid af produkter såsom bildæk, karklude, plastiksvampe og tøj-vask med syntetiske stoffer i. Det kommer også fra større stykker plastik, der ligger i naturen og langsomt nedbrydes til mindre og mindre stykker, f.eks. af havets bølger og sollys. Det kan også komme fra f.eks. skrubbecremer, hvor plastik i mikrostørrelse bliver tilført produktet. Og så kan mikroplastikken komme fra industrien, der spilder de små plastik pellets, der bruges til at lave plastikemner af.