Hvordan fastsætter man egentlig fiskekvoterne ?

Del med andre

Del på facebook
Del på linkedin
Del på email
fangstmetoder

Fastsættelse af fiskekvoterne (TAC´en) er en kompliceret affære hvor man én gang om året beslutter hvorledes størrelsen af kvoterne for hver enkelt art og bestand kan og skal fiskes i de enkelte EU medlemslande.

Det hele er under EU med direkte kontrol af EU landenes egne fiskerimyndigheder og for ikke EU medlemslande, via bilaterale / gensidige aftaler med EU, med tilsvarende lokal kontrol af fiskeriet.

Det starter med The International Council for the Exploration of the Sea (ICES) der er en mellemstatslig Havvidenskabs-organisation, et netværk af forskere og rådgivere, der giver uvildig og upolitisk rådgivning om en række forhold omkring fiskeriet og havets økosystemer på internationalt plan, samt omkring udnyttelsen af fisk og skaldyr i det Nordatlantiske.

Organisationen er 117 år gammel og har 19 medlemslande samt 6 lande med observatørstatus. De dækker hele det nordatlantiske havområde fra USA og Canada til den Norske kyst og ned til Gibraltarstræde samt Østersøen. De indsamler viden om det marine økosystem gennem bl.a. mere end 100 arbejdsgrupper, og samler viden i hovedkontoret beliggende i København.

ICES er et netværk af mere end 5.000 forskere fra over 700 marineinstitutter i 20 medlemslande og derudover ca. 1.500 forskere der årligt deltagerne i rådgivningen og aktiviteterne, der gennem strategiske partnerskaber, strækker sig over Atlanterhavet til Arktis, Middelhavet, Sortehavet og det Nordlige Stillehav.

ICES coverage map
ICES coverage map

Fiskere fanger fisk fra bestande, som normalt har en høj, men ikke ubegrænset, reproduktionsevne. Hvis ikke der holdes øje med fiskeriet, kan bestandene blive udryddet eller ophøre med at være økonomisk rentable. Det er derfor i alles interesse at have et system til forvaltning af fiskeriet for at sikre reproduktion for et højt udbytte på lang sigt skabe grundlag for en profitabel fiskeindustri.

Rådgivningen fordeler fiskerimulighederne, for at bevare havressourcerne.
– Det primære mål for fiskeriforvaltning ifølge den fælles fiskeripolitik er, at sikre et højt udbytte på lang sigt for alle bestande. Det betegnes som maksimalt bæredygtigt udbytte.
– Et andet stadigt vigtigere mål er, at reducere uønskede fangster og ressourcespild til et minimum eller undgå det helt gennem gradvis indførelse af en landingsforpligtelse.
– Endelig er den nye fælles fiskeripolitiks regler og forvaltningsstruktur blevet nøje gennemgået gennem regionalisering og mere omfattende høringer af interesserede parter.

Samlede tilladte fangstmængder (TAC’er) og kvoter
De samlede tilladte fangstmængder (TAC) eller fiskerimuligheder er kendt som fangstbegrænsninger (angivet i tons eller antal) og gælder for de største kommercielle fiskebestande. Kommissionen forbereder forslagene, som bygger på videnskabelige oplysninger om bestandenes tilstand fra rådgivende organer, såsom både Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF).

Nogle flerårige planer indeholder regler for fastsættelsen af TAC’er. EU-landenes fiskeriministre i Ministerrådet fastsætter hvert år TAC’er for de fleste bestande (hvert andet år for dybhavsbestande). Hvad angår bestande, som deles og forvaltes i fællesskab med lande uden for EU, aftales TAC’erne med disse lande.

EU-landene deler TAC’erne imellem sig i form af nationale kvoter. Fordelingen af kvoterne foregår ved, at hvert EU-land får en individuel tildelingsprocent pr. fiskebestand. Denne faste procentdel er kendt som »relativ stabilitet«. EU-landene har efterfølgende lov til indbyrdes at udveksle kvoter med hinanden.

Desuden skal landene følge en række gennemsigtige og objektive kriterier, når de fordeler den nationale kvote mellem fiskerne. Det er EU-landenes ansvar at sikre, at kvoterne ikke bliver overfisket. Når alle disponible kvoter af en fiskeart er blevet fanget, skal EU-landet stoppe fiskeriet.

Fiskeriforvaltning kan have form af inputkontrol, outputkontrol eller begge dele.

Inputkontrol omfatter:
– regler om adgang til farvande – for at kontrollere, hvilke fartøjer der har adgang til hvilke farvande
– kontrol af fiskeriindsatsen – for at begrænse fangstkapaciteten og anvendelsen af fartøjer
– tekniske foranstaltninger – for at styre anvendelsen af redskaber, samt hvor og hvornår fiskerne kan fiske

Outputkontrol består primært i at begrænse fiskeriet af visse arter
– særligt gennem samlede tilladte fangstmængder (TAC’er og kvoter).

Den fælles EU fiskeripolitik anvender i stigende grad flerårige planer, som ofte kombinerer forskellige forvaltningsværktøjer.

Fiskeriforvaltning bygger på data og videnskabelig rådgivning samt kontroller, som skal sikre, at reglerne anvendes retfærdigt overfor fiskerne, og at fiskerne overholder dem.

Lars Tornsberg
Lars Tornsberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bliv opdateret om Bæredygtigt Fiskeri

Du vil modtage opdateringer, nyheder og andre relevante opdateringer omkring bæredygtigt fiskeri